At række bagud til de ældre tider og skikke lader til at være oppe i tiden lige nu. Måske fordi vi lever i en ny undergangstid og søger ro og trøst hos vores bedsteforældre og oldeforældre, som levede i krigstid, mellemkrigstid og efterkrigstid, og som vidste, hvordan man kunne klare sig – med et hakkejern, en gruekedel og et brændekomfur.
I bogen er samlet syv livsfortællinger fra en gruppe af kvinder, der har været underbelyste. De glemte koner. De fortæller om at blive sendt ud at tjene efter konfirmationen, om ikke at få muligheden for at tage en uddannelse, og om et liv med evigt røde hænder efter opvask, storvask og hårdt udendørs arbejde i mark og have.
Lige nu manes vi til at opruste – mad såvel som råstyrke. Lige præcis dette kunne vores formødre. Og hos dem kan vi hente megen inspiration til livsduelighed. De vidste, hvordan man slagtede en gris, hyppede kartoflerne og lappede tøjet.
Med forord af Karen Syberg.